Kerneudfordringen i kraftoverførsel er "hvordan man reducerer tab." Ifølge fysikkens love er tabet af strøm, der passerer gennem en leder, direkte proportionalt med kvadratet af strømmen (P_tab=I²R). For at reducere tab skal man enten reducere modstanden (ved at fortykke lederen, hvilket er ekstremt dyrt) eller reducere strømmen. Strømmen er dog omvendt proportional med spændingen (P=UI). Under forudsætningen af konstant effekt kan en forøgelse af spændingen reducere strømmen betydeligt-dette er kernelogikken i højspændingsstrømtransmission.
På dette tidspunkt bliver den vigtigste forskel mellem vekselstrøm (AC) og jævnstrøm (DC) tydelig: AC kan nemt hæve og sænke spændingen ved hjælp af transformere, mens DC ikke kan gøre dette effektivt i lang tid.
Den elektriske energi, der genereres af kraftværket (normalt omkring 20 kV) kan øges til ultra-høje spændinger på 110 kV, 220 kV eller endda over 1000 kV med en step--op-transformer. Når den transmitteres over lange afstande via transmissionslinjer, komprimeres strømmen til et ekstremt lavt niveau, og tab kontrolleres inden for et acceptabelt område. Efter at have nået brugerens ende, trappes spændingen yderligere ned med en trin-transformer til 220V (civil) eller 380V (industriel), hvilket sikrer sikker og bekvem brug af udstyr.
Den iboende svaghed ved jævnstrøm (DC) ligger i kompleksiteten af spændingskonvertering. I de tidlige dage manglede der effektive DC-transformere. For at opnå DC-transmission med høj-spænding skulle spændingsregulering udføres gennem komplekse mekaniske enheder eller dyrt elektronisk udstyr, som ikke kun var dyrt, men også langt mindre pålideligt end transformere. Dette tilsyneladende simple "transformationsproblem" bestemte direkte den dominerende stilling af vekselstrøm (AC) i elnettet.
I sidste ende vælger elnettet vekselstrøm (AC), fordi det perfekt løser kernekravene til "stor-skala, lang-afstand og lav-pris" krafttransmission.
